(ecco)

Det er som om nogen har fundet en gammel kassettebånd med en stemme, der ikke længere lyder levende. Alt er i tåge, på randen af glemslen: fragmenter af billeder, sætninger, som fingeraftryk på et glas. Intet skriger, men alt gør ondt. Dette nummer er som en følelse, der ikke længere passer ind i nutiden, men som endnu ikke har givet slip. Det er som om der var noget mellem os, bare sunget blidt, på grænsen til søvnen. Og spørgsmålet gentager sig: vil vi nogensinde være sammen? – som om man ved, at det sandsynligvis ikke vil ske.