Septic

Som om jeg sidder fast i elevatoren mellem psykoterapi og fest. Alt ser ud til at være i brand – huden, historierne, den indre dialog – men det er ikke længere drama, det er næsten en stil. Småfejl med filtre, tårer under glitter, et skrøbeligt »normalt« med en smag af fejlkode. Sangen er som et selfie fra en mental kælder, hvor nogen af en eller anden grund har tændt neonlyset. Og så smiler du allerede, måske ikke helt ægte, men smukt.